mandag den 24. februar 2014

Dadel/abrikos/mandel/havregrynsbanditter

-Også kaldet dadelkugler, hvis det absolut SKAL være mere mundret ;)
Dette er blevet min nye favoritsnack, da de er søde, men mætter godt, så man ikke kan spise særlig mange ad gangen.

Ingredienser:
Ca. 10 små dadler (uden sten)
Ca. 5 tørrede abrikoser
1 lille håndfuld mandler
Ca. 1 dl. havregryn
Et nip salt
Et skvæt nogenlunde neutral olie (Evt. kokos - jeg brugte sesam)

Fremgangsmåde:
Kom dadler, abrikoser og mandler og salt i en minihakker/foodprocessor eller andet maskineri der blender godt. Gi' fuld gas! Tilsæt havregryn og olie til du får en konsistens, som er blød uden at klistre for meget. -Altså så du kan rulle kugler uden massen bliver på hænderne.. Brug gerne en ske til at få det hele rørt godt sammen til sidst, da det klistrer en del og kan være svært at få kørt rundt.

Massen trilles til små kugler som rulles i valgfri topping. Jeg rullede i kakaopulver og nonpareille-krymmel. Man kan med fordel trille i kokos (evt. ristet først), hakkede nødder eller chokolade, hvis det skal være ekstra sødt og godt.
Indholdsmæssigt kan du jo variere som dine smagsløg er; Flere/andre nødder, figner, kakaonibs, tranebær el. anden tørret frugt osv.



De små syndige kugler kan spises med det samme, men er klart at foretrække efter de har fået lov til at sætte sig ca. 1 times tid i køleskabet. Opbevares i en tæt beholder i køleskabet i op til to uger ca. (Hvis de da får lov til at stå så længe!).

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar