Nu siger kalenderen endelig efterår, hvilket er ensbetydende med småforkølelse, blæst og mørke aftener. Derfor er det rart at kunne skænke sig en kop nærende varm hyldebærsaft med sensommerens gode bær. Min partner-in-crime, Troels, og jeg stod tidligt op en lørdag morgen og cyklede en tur til et tophemmeligt sted i Aalborg Vestby, hvor vi trodsede dugvåde græsarealer, bjørneklo og mange vilde dyr! Fangsten blev fire store bæreposer som vi med nød og næppe fik balanceret hjem på cyklen. Vi var lige et smut i føtex på vejen hjem efter sukker og atamon - fordi det var slet ikke svært nok at ha' det hele på cyklerne i forvejen!
Hjemme i Mettes Madhus gik vi så direkte til det hårdeste arbejde: At ribbe bærrene! Nogle koger hele buketten, men for at spare pladsen og ikke koge saft på grenene hev vi et par gafler frem fra skuffen og fik bærrene til at flyve rundt i hele køkkenet.
Troels startede ud med saksen, men synes nu egentligt det var lidt smartere med gaffel-metoden, som også blev brugt til ribsgeleen. Når bærrene er ribbet gøres alt klart; de resterende ingredienser stilles frem og måleredskaberne stilles indenfor rækkevidde. Gryder stilles på komfuret og afdrypnings-kit gøres klar. Flasker skoldes og skylles med atamon og stilles klar til påfyldning. Æblerne skæres i tern og du er nu ved at være klar!
Vi målte følgende op pr. "omgang":
1 kg. bær (med små-stilke)
300 g. sukker
4 dl. vand
1 æble i grove tern
-Evt citronsaft under tilsmagning
Dette koges op til bærrene smatter ud og boblerne begynder at skumme på overfladen. Massen hældes nu til afdrypning. Vi brugte et klæde i en si/dørslag som lå over en skål, hvilket ikke er super optimalt, men dog virkede.
Til en liter færdigdryppet saft tilsættes ½ tsk. atamon og massen hældes nu på flasker! Luk flaskerne til og vend dem på hovedet så saften kommer op og rundt i låget/proppen. Stil flaskerne et forholdsvist køligt og mørkt sted og de bør nu kunne holde sig HELE vinteren!
Bær, vand, sukker og æbler kommes i gryden og koges møre - til bærrene er smattede og begynder at skumme. Derefter dryppes det af i et klæde.
Det færdige resultat! ca. 12 liter!
Udover at drikke saften varm kan den med fordel jævnes med lidt kartoffelmel og spises som en varm suppe med enten tvebakker, en klat kold risengrød eller små stykker æble. MUMS!
Velbekomme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar