søndag den 29. september 2013

Weekendfristelser

En rigtig rigtig lækker og MEGET usund kaloriebombe! Men så delikat at den bør nydes - i weekenden! Opskriften har jeg fået af "moster" Sanna, så det er hende der skal takkes for denne syndige kage!

Bund: 
125 g. hvedemel
40 g. havregryn
40 g. kokosmel
125 g. smeltet smør
180 g. brun farin 
1 tsk bagepulver

Bland alle ingredienser til bunden sammen og pres det ned i en bagepapirbeklædt form på ca. 17 x 27 cm. -Og ja! Det skal ha' en underlig tekstur! Nærmest som savsmuld! Bag ved 180 grader i 10 min. 

Imens koges fyldet: 
Karamelfyld:
1 ds. kondenseret mælk
2 spsk. sirup/honning
1 spsk. smør

Kom de tre ting i en gryde og rør ved mellem-varme HELE tiden.. Min karamel brændte lidt på i bunden, men ikke af noget betydning. Konsistensen skal være en tyk creme. Det tager ca. 8-10 min. Kom fyldet på bunden og bag igen i 10 min. ved 180 grader. Kagen skal herefter køles ned inden overtrækket kommes på.

Chokoladeovertræk:
150 g. mørk chokolade 
15 g. smør

Smelt smør og chokolade i vandbad og smør det på den kølede kage. Lad chokoladen stivne (jeg kommer den på køl) og skær derefter ud i passende (små) stykker. Du kan med fordel varme kniven - så går det lidt lettere. Jeg brugte dog kun halvdelen af overtrækket - så du kan med fordel halvere mængden af overtrækket hvis du ønsker knap så intens chokoladesmag. 


      Pres "savsmulds"bunden ned i formen             Dåsen koster ca. 20,- i f.eks. føtex


Det kogte karamelfyld kommes på...

...og ser således ud efter 10 min. i ovnen.

De færdige stykker med chokoladeovertræk gemmes i lag med bagepapir - i køleskabet. 

Tværsnit af lagene


Vær opmærksom på at karamellen kan være lidt hård for tænderne hvis fristelserne spises direkte fra køleskabet. Man kan med fordel lave en dobbeltportion, da de nok skal blive spist! Desuden gør de fine fristelser sig godt som en lille værtindegave - eller blot som påskønnelse af nogle dejlige naboer! 
Kagen kan sagtens fryses - helst uden chokoladeovertrækket, så vent med det til kagen ER tøet op.. 


Velbekomme!


tirsdag den 24. september 2013

Lemonade

Selvom kalenderen siger det er efterår, så holder jeg stadig fast i de gode sommerminder! Dette kan blandt andet gøres med et glas frisk lemonade. Det er sødt-syrligt, friskt og godt! 

Du skal bruge
1 dl. vand
1 dl. sukker
3 citroner
½ liter vand 
Isterninger 
Evt. mynteblade & citronskiver til pynt

Kog sukker og vand til det er opløst og køl det ned. Pres saften fra citronerne og sigt kerner og frugtkød fra. Kom sukkerlagen og citronsaften i en kande, fyld godt med is på og top kanden op med ca. ½ liter vand - smag til undervejs! 
Smid evt. en stængel mynte eller to ned i kanden sammen med et par skiver citron. Serveres iskold og nydes ligeledes ;) 




fredag den 20. september 2013

Tunbandit

Som et led i mit "husk nu at spise mere fisk, Mette"-mantra, så bød gårsdagens aftensmad på 'tunbandit'. Det er noget så ganske simpelt som rørt tun.. 

Ingredienser
1 dåse tun i vand
½ finthakket løg
3 store spsk. græsk yoghurt (el.lign.)
Forårsløg
Majs
Ærter
Salt & peber

Røre hele moletjavsen sammen. Færdig! Server! 

Rør alt sammen!

Server f.eks. med salat og ristet brød eller i en sandwich


Velbekomme!

tirsdag den 17. september 2013

Lasagne med hakket kylling

La la la la laaaasagneee! Og ikke Knorr's Lasagne, nej nej! Det er SÅ nemt at lave sin egen lasagne som smager MEGET bedre end æsken fra Knorr. Dog skulle det denne gang gå lidt hurtigt, og jeg orkede ikke at stå at lave bechamelsovs fra bunden. Så LIDT snyd blev det til med en færdig-Mornay Sauce købt i Netto. 

Du skal bruge
1 finthakket løg
2 fed pressede hvidløg
Ca. 450g. hakket kylligekød - Eller andet dyr ;)
1 dåse tomater (hakkede & flåede)
Div. grøntsager i ca. samme str. tern/skiver; (Her er det smart at lege tøm dit køleskab!)
Jeg brugte: Gulerødder, bladselleri, broccoli, champignoner

Krydderier: Salt, peber, cayennepeber, sukker, tørret oregano, worcestershiresauce og et par dråber tabasco. Tilsæt evt. kulør for farvens skyld..

Desuden skal du bruge følgende: 
* Pastaplader (kan sagtens være friske!)
* Bechamel/mornaysovs
* Evt. revet ost til at drysse over til sidst

Fremgangsmåden ses i billedserien herunder

Løg og hvidløg svitses i olie

Det hakkede kød tilsættes og gennemsteges


Tomat, krydderier og evt. kulør tilsættes og koges op

Grøntsagerne koges med i ca. 5 minutter

Snydesovsen fra Netto

Opbygning: Først et lag kød i bunden

Så et lag plader


Og så et lag sovs.. Derefter gentages; Kød, plader, sovs... 


Mit øverste lag: Kød og sovs blandet lidt sammen. Her drysses osten ovenpå så vidt det ønskes

Smæk lasagnen i ovnen og start med at give den 30 min. på 200 grader varmluft.
Tjek med en gaffel om pladerne er møre. 

Lasagnen køles ca. 10 min. inden servering, da fyldet dermed hænger bedre sammen

Serveret med en simpel grøn salat, ristet brød og lidt ketchup 




Velbekomme!!

søndag den 15. september 2013

Ugen i billeder

Som ansat i Salling var jeg på sneak-peak-prøvesmagning 
inden Starbucks åbnede... HAPS! 

Min veninde Janni lånte mit køkken for en aften og serverede friske forårsruller og (meget!) spicy thaisalat til Sanne og undertegnede.. 

Rullerne er forholdsvis lette at lave og smager forrygende!

Et lille udvalg af fyldet.. 

Og ja! Jeg er kommet i den alder hvor man nyder at få 
aftenskaffe med sine forældre!

lørdag den 14. september 2013

Brunch-for-one

Jeg har haft et par fridage her i ugen og en af dem blev tilbragt med at sove MEEEEGET længe.. Derfor meldte sulten sig og løsningen var brunch for one! 

På bakken ses: Friskpresset appelsinjuice og et glas med græsk yoghurt, solbærsyltetøj og müsli. På tallerkenen er der: Ristet ciabatta, rugbrød, scrambled eggs med bacon og stegte champignoner, rullepølse med sky og løg, spegepølse, kakaopandekager med sirup og frugt samt en lille skål hønsesalat i midten. 



Mums! 

onsdag den 11. september 2013

Minestronesuppe





En rigtig god måde at få en mættende suppe samt et tømt køleskab er ved at lave en god omgang minestronesuppe. Det er tilmed hyggeligt når vejret er koldt, efterårsagtigt og regnen siler ned udenfor.
Jeg var dog pænt sulten og skulle skynde mig at blive færdig med maden til kl.20, hvor "Den store bagdyst" tonede frem på skærmen.. Jeg hepper nemlig på River, som er min tidligere chefs lillebror..

Ingredienser:

1 stort finthakket løg
2 fed pressede hvidløg
1 stor porre skåret i ringe
2 gulerødder i små tern
2-3 stilke bladselleri i små skiver
1 ds. hakkede, flåede tomater
1 liter fond/bouillon (høns el. grøntsag)
En håndfuld suppehorn - eller evt. en rest pasta af anden slags'
* Jeg havde også lige et par finthakkede champignoner der røg i, men brug ellers hvad der gemmer sig i køleskabet! Peberfrugter, squash og div. rodfrugter gør sig godt i suppen!
+ jeg stegte lidt bacon på en pande og skar i strimler til at drysse på suppen.

Krydderier:
Salt
Peber
Oregano
Basilikum
Sukker

Fremgangsmåde:
Løg, hvidløg og porrer svitses i lidt olie i en stor gryde. Fond/bouillon kommes på og alle ingredienser BORTSET fra pastaen kommes i og koges i ca. 10 min. Kom pastaen i til sidst og kog den mør (hvis det er en rest, skal den bare varmes igennem).

Jeg ristede et par skiver ciabattabrød og rev noget parmesan ud over og gav det en tur med gasbrænderen. Hvis man ikke er gadgetnørd smider man bare brødene ind under grillen i ovnen til osten er smeltet og gylden!

Ja.. Når man har lidt travlt og alligevel
har sådan en fætter her... 

...Så kan man ligeså godt gøre det på den
hurtige måde!

Aftensmaden to-go- til sofaen

Suppen med et drys bacon

Og ostebrødene fik et lille drys basilikum fra vindueskarmen

Velbekomme!

lørdag den 7. september 2013

Omelet

Lige for tiden er jeg helt pjattet med at få æg til morgenmad. Det varierer mellem spejlæg, scarmbled eggs og pocherede æg. Når man er en anelse forsigtig kan man lykkes med at lave en flot omelet - og ikke bare scrambled eggs..! Her kommer en lille how-to: 

Ingredienser: 
2 æg
Lidt forårsløg klippet i ringe
Salt 
Peber
Muskat

How to: 
Smid alle ingredienserne i en skål og tæv massen med en gaffel. Varm lidt olie på en slip-let-pande og kom massen på. Lad massen sætte sig indtil den ser ud som på billede nr. 3. Når massen har sat sig skal den foldes sammen på midten og steges til skorpen bliver let gylden. Fold igen, så omeletten bliver trekantet og server evt. med bakes beans og bacon/serranoskinke. 

Olien varmes op og æggemassen står klar på sidelinjen

Når massen har sat sig skal den foldes på midten..

...Og steger lidt videre til skorpen er blevet flot gyldenbrun

Jeg tilføjede lidt baked beans og et par skiver stegt serranoskinke og dryssede med lidt basilikum


Velbekomme! 



torsdag den 5. september 2013

(Forrige) uge i billeder

The sinister melon...

Brunsviger og fødselsdagsboller til et par søde gæster

De BEDSTE sponsor t-shirts spottet til DHL! 

DHL-stafet med MANGE Dansk Supermarkedsfolk i blåt og sort

-Og frokost i Salling.. Sådan kan det gå når kantinen er søndagslukket ;) 

mandag den 2. september 2013

Fyldt kyllingebryst med pesto-pasta

Ingredienser: (til 4 prs.)
4 kyllingebryst-fileter
1 bæger pikantost (el. lign.)

Tilbehør: 
Frisk pasta - kogt og vendt i rød el. grøn pesto
Blandet salat

Fremgangsmåde: 
Skær lommer i kyllingefileterne og kom ca. 2 tsk. pikantost i. Læg fileterne i et ildfast fad. Pensl med olie og drys med salt & peber. Steg i ovnen ved ca. 180 grader varmluft i ca. 45 min - eller til kyllingen tager farve. 
Undervejs kan du med fordel hælde lidt af væsken i fadet over fileterne. Væsken gemmes og bruges som skysovs til at hælde over kyllingen. 
Kog pastaen efter anvisning på pakken, sigt vandet fra og vend herligheden i en god omgang pesto. 

Tip: Du kan evt. prøve at vikle fileterne ind i bacon eller serrano/parmaskinke. Det giver et sprødt indslag, lækker smag sørger for at kødet ikke bliver for hurtigt tørt. 


Skær en lomme i brystfileterne

Lommen fyldes med ca. 2 tsk. pikantost, der glattes ud

Hæld/pensl olie over fileterne og de drysses med salt og peber

Den færdige omgang


Velbekomme!