Viser opslag med etiketten Favorit. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Favorit. Vis alle opslag

lørdag den 21. juni 2014

Kyllingeburger og coleslaw


Den GODESTE burger - Ja nok nærmest den bedste burger jeg har lavet?

Burgerboller
Ingredienser: 
25g. gær
1 tsk. salt
3 dl. lunkent vand
1 spsk. olivenolie
500g. hvedemel (Jeg ynder dog at lave det med 350g. hvedemel og 150g. groft mel)
Til pensling: 1 æg + sesamfrø

Fremgangsmåde: 
Opløs gær i vand og tilsæt salt, olie og mel - lidt ad gangen selvfølgelig. Ælt dejen til den er smidig og stil til hævning i i min. 45 minutter. Del derefter dejen i boller af ønsket størrelse og lad dem hæve igen - min. 30 min.
Pensl med sammenpisket æg, drys med sesam og bag ved 180 grader varmluft i ca. 15-20 min.

Tilbehør: 
Coleslaw:
Spidskål/hvidkål el. lign og gulerødder rives fint evt. på mandolinjern, råkostjern, foodprocessor - eller fintsnittes blot med kniv og knofedt. Dressing laves af cremefraichelignende produkt blandet med lidt mayo, salt dijonsennep og stødt spidskommen.

Løgkompot: 
Lav halverede, skivede løg og kom dem på en pande med lidt olie og salt. Kom skivede champignoner på og tilsæt engelsk sauce af en art, plus evt. tabasco. Lad hele herligheden blive en klistret masse.

Burgerindhold: 
Jeg marinerede nogle kyllingebryster i barbecuemarinaden og stegte dem på grillpanden, men steaks, hakkebøffer og andet fyld som f.eks. tofu eller store portobellosvampe kan sagtens bruges til samme tilbehør.
Først: Burgerbollebund, smøres med dressing. salat kommes på, kød, evt. ost, evt. bacon, løgkompot, friske rødløg, evt. agurkesalat, og over-delen af bolles smøres med dressing/mayo.


Velbekomme! 

tirsdag den 13. maj 2014

Tapas

Jeg har altid været fan af små hapse-madanretninger, og når der er travlt i hverdagen er det altid godt med lidt let og lækkert, som samtidig mætter! Desuden er det altid et hit til en tøseaften eller bare som en slags forret til et større selskab. 

Nedenfor følger en del billeder af forskellige anretninger og en liste over hvad man kan servere: 

Små snacks: 
Oliven
Asparges med serrano el. bacon - bagt i ovnen
Dadler med serrano el. bacon - bagt i ovnen
Grillede grøntsager (på glas - f.eks. pimientos piquillo)
Bagte champignoner
Melon/skinke-hapsere på pinde
Små frugtspyd
Saltbagte kartofler
Feta/vandmelon-spyd

Kød:
Serranoskinke
Chorizo - kan snildt steges let
Salami - eks. med fennikel el. andre ingredienser
Lomo

Ost: 
Manchego
Cheddar
Gouda
Emmentaler
Brie
Alpeost (eks. "Alpenzeller")
Rygeost
Alm. skæreost - eks. "Gammel Knas" el. "Vesterhavsost"
Blåskimmel

Dyppelse: 
Pesto - f.eks. både rød og grøn
Mojo
Marmelade/syltetøj

Tilbehør: 
Ristet ciabatta - prøv f.eks. både med/uden soltørrede tomater
Naanbrød
Ristet rugbrød
Hjemmelavet/bagerens knækbrød
Div. kiks

Pynt: 
Salatblade
Forskellige krydderurter
Frugt - evt. eksotiske sager som ananaskirsebær og stjernefrugt 











mandag den 24. februar 2014

Dadel/abrikos/mandel/havregrynsbanditter

-Også kaldet dadelkugler, hvis det absolut SKAL være mere mundret ;)
Dette er blevet min nye favoritsnack, da de er søde, men mætter godt, så man ikke kan spise særlig mange ad gangen.

Ingredienser:
Ca. 10 små dadler (uden sten)
Ca. 5 tørrede abrikoser
1 lille håndfuld mandler
Ca. 1 dl. havregryn
Et nip salt
Et skvæt nogenlunde neutral olie (Evt. kokos - jeg brugte sesam)

Fremgangsmåde:
Kom dadler, abrikoser og mandler og salt i en minihakker/foodprocessor eller andet maskineri der blender godt. Gi' fuld gas! Tilsæt havregryn og olie til du får en konsistens, som er blød uden at klistre for meget. -Altså så du kan rulle kugler uden massen bliver på hænderne.. Brug gerne en ske til at få det hele rørt godt sammen til sidst, da det klistrer en del og kan være svært at få kørt rundt.

Massen trilles til små kugler som rulles i valgfri topping. Jeg rullede i kakaopulver og nonpareille-krymmel. Man kan med fordel trille i kokos (evt. ristet først), hakkede nødder eller chokolade, hvis det skal være ekstra sødt og godt.
Indholdsmæssigt kan du jo variere som dine smagsløg er; Flere/andre nødder, figner, kakaonibs, tranebær el. anden tørret frugt osv.



De små syndige kugler kan spises med det samme, men er klart at foretrække efter de har fået lov til at sætte sig ca. 1 times tid i køleskabet. Opbevares i en tæt beholder i køleskabet i op til to uger ca. (Hvis de da får lov til at stå så længe!).

Velbekomme!

lørdag den 15. februar 2014

Bløde flødekarameller

Ingredienser:
250 g. sukker
2,5 dl. piskefløde
2 dl. sirup
2 spsk. vaniliesukker
1 spsk. smør
1 knivspids fint salt

Fremgangsmåde:
Smelt sukkeret i en pande med høj kant, til det bliver brunt. Tilsæt piskefløden og lad massen koge ca. 10 min. Tilsæt derefter vaniliesukkeret, smør og salt. Rør godt til massen har ønsket konsistens:
Tjek konsistensen ved at dyppe en teske med lidt karamel i et glas vand med isterninger - i ca. 30 sekunder.
Lad massen køle en anelse af med du klargører en form med olie og/eller bagepapir. Lad nu massen sætte sig - men ikke for meget! Den skal stadig være til at klippe/skære i. Skær/klip karamellerne i ønsket størrelse og vend dem enten i flormelis eller pak dem ind enkeltvis i cellofan.


Jeg lavede bare en halv portion denne gang, og delte den i to. Jeg valgte at lave dem i en stor form, så karamellerne blev ret flade. Den ene halvdel fik et drys havsalt ovenpå - og næste gang vil jeg forsøge mig med noget lakridspulver.


torsdag den 11. juli 2013

Smartass spejlæg

Jeg så et sted på nettet, at man kunne skære en skive løg og stege sit spejlæg deri. Smart! Det skulle jeg straks prøve! - Hvis bare det ikke var fordi at mine nyindkøbte økologiske løg er nogle værre små gnallinger.. Derfor tænkte jeg, at det nok ikke kunne gå helt galt hvis man prøvede med en skive peberfrugt?! 

Resultatet blev forbløffende fint taget i betragtning af at det var første forsøg!
Lidt olie på panden, peberfrugten i, og ægget slås ud i ringen.. BUM! Dekorativt og yderst velsmagende!

Her har ægget fået selskab af salt, peber og nyklippet forårsløg


Jeg er pjattet med english breakfast - dog var den ikke helt "full", da jeg ingen champignoner havde.. Men brød, æg, stegte tomater, stegt chorizopølse, bacon, baked beans og friskpresset juice.
-Så kan dagen næsten ikke starte bedre!? 

torsdag den 16. maj 2013

Yndlingscookies

Jeg har bagt disse cookies i laaaang tid.. De er ALTID et hit! Og de er såre simple og hurtige at lave. Jeg laver altid min. dobbeltportion - så er der også lidt til naboerne ;)

Opskrift:
150g. grovhakket chokolade
150g. sukker (kan med fordel være brun farin eller en blanding)
150g. blødt smør
100g. havregryn
100g. mel
1 æg
1 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
evt. 2 spsk. vanillesukker (gerne hjemmelavet)
evt. ca. 50g. hasselnødder

Sørg for at alle ingredienser + remedier bliver stillet frem - især så æg og smør har samme temperatur.



Brug en takket kniv når du hakker chokoladen - det giver et bedre "greb"

Start med at piske æg, sukker og smør sammen - jeg bruger håndmixeren

Blandingen skal bare hurtigt bikses sammen - må endelig ikke blive for flydende!

De tørre ingredienser blandes i 

Chokoladen tilsættes (og evt. nødder)

Lav valnøddestore kugler og tryk dem flade

Bag i ca. 10 min. ved 200 grader varmluft - til de er gyldne i kanten
Køl af på en rist


VELBEKOMME! :D