Viser opslag med etiketten rest. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rest. Vis alle opslag

onsdag den 11. september 2013

Minestronesuppe





En rigtig god måde at få en mættende suppe samt et tømt køleskab er ved at lave en god omgang minestronesuppe. Det er tilmed hyggeligt når vejret er koldt, efterårsagtigt og regnen siler ned udenfor.
Jeg var dog pænt sulten og skulle skynde mig at blive færdig med maden til kl.20, hvor "Den store bagdyst" tonede frem på skærmen.. Jeg hepper nemlig på River, som er min tidligere chefs lillebror..

Ingredienser:

1 stort finthakket løg
2 fed pressede hvidløg
1 stor porre skåret i ringe
2 gulerødder i små tern
2-3 stilke bladselleri i små skiver
1 ds. hakkede, flåede tomater
1 liter fond/bouillon (høns el. grøntsag)
En håndfuld suppehorn - eller evt. en rest pasta af anden slags'
* Jeg havde også lige et par finthakkede champignoner der røg i, men brug ellers hvad der gemmer sig i køleskabet! Peberfrugter, squash og div. rodfrugter gør sig godt i suppen!
+ jeg stegte lidt bacon på en pande og skar i strimler til at drysse på suppen.

Krydderier:
Salt
Peber
Oregano
Basilikum
Sukker

Fremgangsmåde:
Løg, hvidløg og porrer svitses i lidt olie i en stor gryde. Fond/bouillon kommes på og alle ingredienser BORTSET fra pastaen kommes i og koges i ca. 10 min. Kom pastaen i til sidst og kog den mør (hvis det er en rest, skal den bare varmes igennem).

Jeg ristede et par skiver ciabattabrød og rev noget parmesan ud over og gav det en tur med gasbrænderen. Hvis man ikke er gadgetnørd smider man bare brødene ind under grillen i ovnen til osten er smeltet og gylden!

Ja.. Når man har lidt travlt og alligevel
har sådan en fætter her... 

...Så kan man ligeså godt gøre det på den
hurtige måde!

Aftensmaden to-go- til sofaen

Suppen med et drys bacon

Og ostebrødene fik et lille drys basilikum fra vindueskarmen

Velbekomme!

tirsdag den 20. august 2013

Rest + rest = aftensmad!

Jeg havde en rest ris fra da jeg lavede grillstegt laks, og i fryseren gemte der sig en bøtte med noget forårsrullefyld. Disse to kombineret gav en en lækker og mættende portion, som blev spiffet lidt op med en håndfuld hakkede friske krydderurter, soya og sød chilisauce. Skålen fik en tur i mikroovnen med det smarte trick du kan se lige her




fredag den 5. juli 2013

Stop spild af mad - tips

Nogle af de sider jeg er kommet til at holde meget af er følgende:

http://www.stopspildafmad.dk/opskrifterograad.html - Hvor du kan finde gode råd om genbrug af dine rester.

http://samvirke.dk/mad/artikler/konkurrence-se-andres-gode-raad-rester-skriv-dine-egne-resteraad.html - Her findes brugernes egne tips til reste-mad

http://www.stopspildafmad.dk/hvadkandugoere.html - Helt konkrete ideer til at modvirke madspild i dagligdagen

Det siges nemlig, at de danske husholdninger kasserer 237.000 ton spiselige fødevarer. Hvis du bor alene smider du gennemsnitligt 98,8 KILO mad ud OM ÅRET!

Hvis du sørger for bare at skære ned på mængden du smider ud, ja så gør du ikke alene miljøet en tjeneste, men du sparer samtidigt også penge!

Kig evt. forbi http://www.stopspildafmad.dk/madspildital.html for at se flere (chokerende) tal.

Er du på facebook kan du evt. også "like" deres side, som du finder lige her.

søndag den 30. juni 2013

Kødsovs-rest vol. II (pasta/kødsovs)

Reste-resterne af kødsovsen blev i går brugt på en go' omgang pasta med kødsovs! Jeg havde også en rest af noget gulerodssalat, som efter at ha' fået de fleste tranebær sorteret fra, blev vendt i kødsovsen. Derudover fik det selskab af parmesanflager (lavet med en tyndskræller), frisk oregano og basilikum + friskkværnet sort peber. 



Mums! 

Og dermed sluttede kødsovs-reste-eventyret: Først lavede jeg en portion kødsovs til mine Sloppy Joes, dagen efter brugte jeg det som pizzafyld, og senest altså som en god gedigen omgang pasta med kødsovs. Der blev lidt pasta til overs, og det ryger i en salat til aftensmaden i aften ;)

Tre meget forskellige retter uden madspild! 

lørdag den 29. juni 2013

Kødsovs-rest vol. 1 (pizza)

Efter jeg lavede Sloppy Joes den anden dag, var der jo en rest af kødsovsen til overs. 
Det blev i går brugt til pizzafyld! 

Pizzadej: Giver en stor bradepande - eller i mit tilfælde: en lille bradepande og et par minipizzaer :D
1 pk. gær
3 dl. lunkent vand
2 spsk. olivenolie
1 tsk. salt 
500g./8 dl. mel. Jeg brugte 3 dl. fuldkornsspeltmel og 5 dl. Tipo 00 

Rør gæren ud i vandet og pisk olie og salt i. Kom derefter melet i og ælt til dejen er smidig og ikke længere klistrer. Smør olie ud over dejen og stil den til hævning (gerne et lunt sted) i ca. en time. Efter en time slås dejen ned/æltes igennem og rulles ud, forholdsvist tyndt - jeg er nemlig gladest for en sprød bund. 

Som fyld brugte jeg en rest kødsovs, revet cheddarost og tørret oregano. 
Minipizzaerne fik dog en skive peberfrugt for hyggens skyld. 


En lille bradepande pizza


Nybagt pizza med cremefraichedressing, basilikum og de gode tomater

Minipizzaer som hapsere til at tage med til Nibe festival



Pizzaen kan sagtens skæres ud i passende stykker og fryses ned, når de er kølet af.
Velbekomme!

søndag den 23. juni 2013

Kødsovs a la Mettes mor

Min mor havde en omgang kødsovs med ud til mig for noget tid siden til en hurtig gang mexikansk mad. Der blev en lille rest, som har hygget sig i fryseren, og som nu er blevet spiffet lidt op. 

Kødsovsen fik et ekstra skud af diverse krydderier; cayennepeber, spidskommen, salt og lidt hvidløgspulver. 
Derudover kogte jeg lidt fuldkornsspaghetti, ristede en håndfuld pinjekerner, rev lidt parmesan over, og dryssede med frisk oregano og basilikum + et godt drys friskkværnet peber til slut. Nemt, hurtigt og SU-venligt! :) 



-Og undskyld de grynede fotos! Der er åbenbart gået noget galt med filoverførslen :( 

torsdag den 13. juni 2013

Sticky egg fried rice

Da jeg den anden dag skulle have ris til aftensmaden kogte jeg med vilje en stor portion, så der ville være til en omgang af denne hurtige, nemme og forholdsvist sunde ret. 

Opskriften er til ca. 4 prs. 

Ingredienser: 
200 g. kolde, kogte ris
200 g. skinketern/strimler
ca. 10 rå, rensede tigerrejer skåret i mindre stykker
4 sammenpiskede æg
2 foråsløg - brug også de grønne stængler
1½ dl. fine ærter
1½ dl. broccoli i små buketter
Jordnøddeolie (eller anden forholdsvis neutral olie)
Salt, soya & sød/stærk chilisauce + div. krydderier efter behov. Jeg kom også lidt gurkemeje og hvidløgspulver i. 

Fremgangsmåde: 
Varm en spsk. olie i wokken og lav bløde scrambled eggs. Tag disse af og stil til side. Kom ca. 2 spsk. olie i og svits rejer, skinke, forårsløg, ærter og broccoli i ca. 2 min. Kom derefter risene i og tilsæt krydderier + soya og chillisauce efter ønske. Giv det ca. 2 min og bland derefter æggemassen i. 

Serveres straks - evt. med sød/stærk chilisovs og et drys af friske krydderurter som f.eks. basilikum. 




Dette er en god måde at få brugt en rest af ris på - så du undgår at smide mad ud. Og retten smager endda  ENDNU bedre dagen efter! :) 

Velbekomme!


onsdag den 12. juni 2013

Pølsehorn

Opskrift: (20 stk.)
50 g. gær (1 pk.)
2 dl. lunkent vand
2 æg
100 g. smeltet smør
2 dl. græsk yoghurt el. lign. 
450 g. fuldkornsspeltmel
400 g. hvedemel
Ketchup
10 pølser (som deles i to)

Pensling + pynt: 
1 æg
2 spsk. mælk
Sesamfrø

Fremgangsmåde: 
Først røres gæren ud i det lunkne vand, hvorefter smør + yoghurt tilsættes sammen med begge æg. Når dette er rørt ud tilsættes først speltmel, som røres ud, og derefter hvedemelet. Jeg kørte min dej i røremaskinen og stoppede da dejen hang nogenlunde sammen, og tog de sidste par tag i hånden. Når dejen er smidig og glat skal den hæve min. 30 min. 
Dejen deles i fire og hver del rulles ud til en cirkel på ca. 30 cm. i diameter. Del derefter cirklen i seks "pizzastykker", læg en stribe ketchup og en pølse på. Fold siderne ind og rul sammen. Sørg for at få spidsen af dejen godt presset sammen - brug evt. lidt vand som lim. Læg pølsehornet med spidsens samling nedad, og pensl med æg/mælk.blandningen og drys sesamfrø over. 

Bages ved 200 grader i ca. 20 min. Køl af på en rist. Opbevares i en pose i køleskabet efter det første døgn på bordet, og ellers er de gode af fryse ned! :D 


Efter 30 minutters hævning

Dejen deles i fire stykker

Udrulles, ketchup påføres, pølse lægges på

Fold siderne ind og rul sammen


Pensling + sesamfrø


Som den snedige matematiker har regnet ud er der fire rester af  "pizzastykker" til overs hvis man ikke har mere end 10
pølser... Derfor blev der lige fire små boller til eftermiddagskaffen også ;) 

Færdige boller


De færdigbagte pølsehorn

Velbekomme! 



mandag den 10. juni 2013

Grøn salat med rødt + sprødt tvist

Dagens aftensmad blev til en gang tøm-køleskabet-for-diverse-rester-salat. 

På tallerkenen er der: 
Romainesalat, grøn peber, courgette, bladselleri, forårsløg, basilikum, guacamole, croutoner, serranoskinke, hjemmebagte tomater og et drys all-roundkrydderi. 

Som alternativ til en dressing (og for at mindske madspild) smed jeg en stor klat guacamole på, som alligevel lå i en bøtte og blev brun og kedelig i køleskabet. 


fredag den 24. maj 2013

Hjemmelavede brødcroutoner

 

Min kære moder havde sendt en rest af noget ciabatta, hun havde bagt, med mig hjem fra sommerhuset, og i stedet for at skære det i skiver og fyse det ned, så lavede jeg en ordentlig omgang brødcroutoner.

Skær brødet i ønskede størrelse tern, og kom olie på en pande, og smid brødternene heri. Jeg lavede to slags:
   
En portion med et drys all-round krydderi og en portion med hvidløg og tørret basilikum.

Hvidløget var i form at hvidløgspulver, som jeg ristede af i olien sammen med basilikummen inden jeg kom brødet i. Sørg for at der er nok olie, så de gode tern bliver ekstra sprøde.

Når de er kølet af kan herlighederne opbevares i en lufttæt dåse/pose.



At lave sine egne brødcroutoner synes
måske som værende spild af tid, når
nu man kan købe dem? Men jeg kan
godt lide, at jeg kan få nogle større stykker, som jeg ved hvad indeholder!












Her ses det færdige resultat:

onsdag den 8. maj 2013

Eftermiddagsfrugtboost (og ja! Det ER et ord!)

For at udnytte nogle tarvelig rester af lidt ananas og nogle halvrynkede appelsiner fik jeg lavet mig en lille smoothie som eftermiddagssnack. Du kan bruge lige hvad du lyster, men (over)modne frugter er gode at anvende da det giver en god, sød smag. Da jeg pressede lidt juice af to syrlige appelsiner og en rød grape tilsatte jeg halvanden teske (hjemmelavet) vanillesukker for at gøre drikken lidt sødere og med en lækker eftersmag af vanille. Hvordan du laver hjemmelavet vanillesukker kan du se lige her.

Ingredienser: 
* Et par skiver ananas
* En god håndfuld frosne jordbær
* Saft/juice fra div. citrusfrugter
* Vanillesukker
* Finthakket citronmelisse

 

Start med at blende saften i lidt ad gangen og smag til undervejs om der mangler sødme/syre.
Jeg foretrækker at lave smoothier forholdsvis tynde i konsistensen, så det rent faktisk KAN drikkes gennem det dertil hørende sugerør....




Og lige til sidst: Det der med at vaske op: Kom vand og lidt sæbe i blenderen, og giv den en omgang: Vupti! Så skal du ikke skrubbe nær så hårdt ;)

mandag den 6. maj 2013

Krydderi-maniac

Jeg elsker at eksperimentere med krydderier - og det betyder jo også at sortimentet på hylden vokser...

Udover tebrevene, der er gemt af vejen i de fine dåser jeg har arvet fra bedstemor, ja
så består hylden kun af krydderier.. 


Jeg har købt en masse små krydderiglas i IKEA, hvorpå jeg har skrevet indholdet med en sprittusch. Så kan det nemt vaskes af når glasset skal bruges til andre formål. Jeg har faktisk købt nogle fine manila-mærker i Søstrene Grene hvorpå man kan skrive med kridt.. De er bare ikke liiige kommet op af skuffen endnu ;)
- Skal nok smække et billede op engang når jeg får det fixet!



Istedet for at smide slatne chilier ud, så tørrer de fint i et ÅBENT glas. Når de er tørrede kan de nemt hakkes eller kværnes og giver et godt spicy pift hvis man tager kernerne med.


     
                                     Vanillesukker vs. alm. sukker


Jeg laver selv vanillesukker, så jeg ved hvad det indeholder. Nemlig: Vanille og sukker! -Intet andet! 
Ikke noget med kemi eller E-mærker.. Hver gang jeg skal bruge vanille i noget gemmer jeg stængerne. Jeg deler de halve stænger og kommer dem ned i glasset, som i forvejen er blendet sukker og vanillekorn. Når stængerne er blevet helt tørre smider jeg portionen i en minihakker og giver det en god omgang på max. hastighed. Jeg sier derefter sukkeret tilbage i glasset, og undgår derfor de mere "træede" stykker. Disse giver jeg en gang mere i blenderen til sidst. Sådan får du udnyttet dine stænger max.!



lørdag den 27. april 2013

Styr på fryseren

Kender du det, at du ikke helt ved hvad du skal lave til aftensmad? Du overvejer at tage noget op af fryseren, men er faktisk ikke helt sikker på hvad du har i den?

Det gør jeg! Og da jeg er temmelig god til at pakke mine tre skuffer kan der let ligge noget i et hjørne, som bliver glemt. Jeg vil derfor forsøge mig med at holde lidt orden nu. Intentionerne er gode, men nu må vi se hvordan det kommer til at fungere i praksis..

Jeg har haft alt ude og har nu sorteret det, så alt kødet f.eks. er i EN skuffe...
Derudover jeg har skrevet en liste med fryserens indhold, og planen er så, at jeg skal strege ud og tilføje, når der er ændringer i beholdningen :)

Ganske overskueligt kategoriseret



Alt kød i EN skuffe



Franskbrød i skiver

Da jeg kun har mig selv i husholdningen sørger jeg for at undgå madspild så vidt muligt. Jeg vil gerne ha' et varieret udbud af pålæg til min madpakke, men får sjældent spist en hel pakke rullepølse inden kødet bliver dårligt og lugter surt. Når jeg køber pålæg laver jeg derfor straks et par stanniolpakker med 3-4 skiver pålæg i, som så ryger i en genluk-pose i fryseren. Dermed kan jeg let hive en pakke ud og tø op - også hvis der pludseligt kommer gæster! 

Jeg laver også små portioner af brie-ost, som man dog skal være lidt varsom med ikke at have FOR længe i fryseren. Skimmelsvampen på osten dræbes nemlig ikke ved nedfrysning, men går bare i dvale. Osten skal derfor spises inden for 1-2 dage når det er tøet op. 

Når mor og far er på visit til eftermiddagskaffe og har en helt franskbrød med, så får jeg altid resten. Men jeg når jo ikke at spise et halvt franskbrød inden det bliver tørt, sejt og trist. Derfor skærer jeg brødet i skiver og kommer det i en genluk-pose, som ryger i fryseren. Så kan jeg nemlig tage et par skiver op og smide på brødristeren - og vupti,! Så er det som nyt! 

I min fryser gemmer der sig fløde-terninger: Jeg havde næsten halvdelen af en kvart piskefløde tilbage, som jeg jo ikke nænnede at smide ud. Derfor blev fløden fyldt i isterningebakken og smidt i fryseren. Når fløden er frosset kommer jeg flødeternene i en genluk-pose (Surprise!), og kan så snildt smide et par tern i en suppe eller sovs for at give lidt ekstra god smag ;) 

Har du ellers et godt tip til at mindske madspild eller blot om fryser-optimering, er du meget velkommen til at dele det i en kommentar herunder! 

søndag den 14. april 2013

Fødselsdagsboller med blandet mel

Er der mon noget bedre end duften af nybagt brød, der spreder sig i det bette hjem? Næppe!
Jeg havde lidt forskellige små slatter mel, og tænkte jeg ville forsøge mig med at lave en luftig bolle, men stadig med lidt groft mel i dejen. Jeg har fulgt min mors opskrift på fødselsdagsboller, som er super nemme og hurtige at lave.

Ingredienser: 
100 g. smeltet smør (jeg bruger halvt smør, halvt olivenolie)
1 tsk. salt
2 spsk. sukker
1 dl. mælk
2 dl. lunkent vand
1 pk. gær (50 g.)
1 æg
ca. 600 g. mel*

1 sammenpisket æg til pensling
evt. korn/kerner til at drysse på toppen

*Jeg brugte ca. 350 g. alm. hvedemel, 100 g. tipo 00 og så ellers 150 g. fuldkorns speltmel.


Fremgangsmåde:
1) Hæld smør, salt, sukker, mælk og vand i en skål og rør gæren ud heri.
2) Tilsæt derefter ægget og melet (lidt ad gangen). Ælt til dejen er er blød, men slipper fingrene.
Jeg rører min dej i røremaskinen, og når dejen klumper om dejkrogen tager jeg den ud på bordet og ælter det sidste mel i, så jeg har styr på hvor fugtig/tør dejens konsistens er.
3) Dejen sættes nu til hævning i 30 min. Jeg smører lidt olie ud over, så dejen ikke tørrer ud.
4) Efter de 30 min. formes der ca. 12 boller, som pensles og evt. drysses med kerner.
5) Bollerne efterhæver i 30 min.
6) Bages i ca. 10 min. på 200 grader varmluft.


          
Dejen stilles til hævning                  Hævningens effekt og dejens luftighed ses tydeligt i bunden


  
Bollerne formes og pensles                        Hæver 30 min.                       Bages ca. 10 min. 



Bollerne er selvfølgelig allerbedst når de er lune, men holder sig fint en dag på køkkenbordet/brødkassen i en pose. 

Wok-ret a' la "tøm køleskabet"...

Jeg havde egentligt ikke tid til at gøre så meget ud af aftensmaden i går, så det blev en hurtig vegetar-wok-ret med alskens tarvelige og slatne grøntsagsrester... Alligevel blev det et ganske anstændigt måltid.
Hemmeligheden er bare at krydre det godt!

Div. Grøntsager, ægnudler, og smagsgivere/krydderier


Soya, sesamolie, karrypasta, citrongræs og
finthakkede syltede ingefær  "brændes" af



Grøntsagerne vendes i 

                             
Nudler, sesamfrø, fishsauce & chilisovs
tilsættes når grøntsagerne er ved at
være møre. Tilsæt evt. en kop vand, så det ikke
brænder på mens retten varmes godt igennem

Og så var der serveret!




tirsdag den 19. marts 2013

Frugtlæder

Det færdige resultat: Ganske tyndt! 
Da jeg stod med en rest æblegrød jeg ikke lige vidste hvad jeg skulle gøre med, dukkede Camilla Plum op i erindringerne. I et af hendes programmer lavede hun frugtlæder af alskens lækre sager. Dette gav jeg mig i kast med her til aften - og endda med vellykket resultat!

Opskrift på en nem æblegrød kan du finde her
Og ellers er der flere tips og gode råd hos Fru Plum her

 Tricket er at lave et tyndt lag samt at TØRRE det i ovnen og IKKE BAGE det.. Ca. 50 ̊ - 75 ̊ i flere timer er vejen frem. Da jeg havde en lille portion og lavede et meget fladt lag, tog det ikke mere end 2 timer, da der heller ikke var meget vand i grøden. Når det er færdigt vil det stadig klistre lidt, så jeg valgte at klippe det i strimler og rullede dem sammen til små rør. Disse skal nu nydes til aftenskaffen.





Tip:
Du kan lave læderet med alt; tomater og andre "våde" grøntsager, frugter og bær, så længe du sørger for at koge din masse godt ud, så det meste af vandet fordamper og du ender med at have et godt koncentreret indhold i gryden.



Færdigtørret æble-læder
Klippet i strimler og rullet til små 'cigarer'