mandag den 18. marts 2013

Hjemmebagt focaccia

Da jeg netop har investeret latterligt små penge i en flot, rød røremaskine fra Moulinex måtte jeg jo straks teste om den virkede ;)
Derfor faldt valget på en focaccia-dej, da denne er 'træls' at røre i hånden, da dejen er våd og bliver temmelig sej. Ingredienserne er få, arbejdsgangen hurtig og resultatet virkelig lækkert! (Ville faktisk ha' bagt brunsviger, men de ikke havde mere brun farin i Netto...)

Ingredienser:


Dej:
3,25 dl. lunkent vand
0,5 dl. olivenolie
20g. gær
500g. mel (Jeg brugte Tipo 00)
1½ tsk. havsalt

Topping inden bagning:
Olivenolie
Havsalt
Rosmarin el. andre krydderier/urter

Fremgangsmåde:

Rør gæren ud i olie og vand, og tilsæt derefter salt og mel.
Ælter du i hånden skal du nok regne med ca. 15 min. arbejde for mormorarmene. Dejen er og SKAL være våd, så pas på med ikke at mætte den med mel.
Jeg brugte røremaskine og gav dejen et par minutter på lav hastighed til dejen var samlet, hvorefter jeg skruede op og gav den 10 min. på høj hastighed.
Er det en hurtig bage-omgang kan du lade dejen hæve ca. 3 timer ved stuetemperatur med et vådt klæde over, men den hygger sig bedst i køleskabet min. 6 timer og gerne natten over. Fordel dejen jævnt i en olieret (eller bagepapirbeklædt) bageform på ca. 20 x 30cm, træk en pose over og stil på køl.

Bagning: 

Sæt ovnen på 200
 ̊  alm. ovn . IKKE varmluft og mens denne varmer op gør du dejen klar: Drys havsalt, krydderi og olie over dejen og tryk fingrene ned, så der bliver huller. Der sker ikke noget hvis du lader dejen hæve i en bette time på bordet.
 Bages til det er en anelse gyldent og hult når man banker på bunden af brødet. Da jeg er ret pjattet med brød der knaser fik det lige et par minutter under grillen til sidst. 
Hæld lidt ekstra olivenolie over brødet når det kommer ud af ovnen og lad det køle af. 



Resultatet ses her :)

Kan serveres til suppe, salat eller bare til at hapse lidt af.
Du kan også vælge at pimpe focacciaen med ost eller tomat og lave dem som små pizzaer til madpakken.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar